samtalefilosoffen.dk

samtalefilosoffen

... en ledsager på tankens opdagelsesrejse

Græsvangen 171, 8381 Tilst

+45 25 88 40 34

marie@samtalefilosoffen.dk
 


Du er her: Om samtalerne > Filosofiske spørgsmål

Filosofiske spørgsmål

Hvad er et filosofisk spørgsmål?

Det er i sig selv et filosofisk spørgsmål, og som sådan et spørgsmål der næppe kan besvares én gang for alle! Men det betyder ikke at vi skal opgive at forholde os til det. Ligesom med de andre filosofiske spørgsmål gør det os alligevel klogere at forsøge at komme med nogle bud på sagen.

Dermed har jeg allerede antydet noget som jeg tror kan være en del af svaret: Filosofiske spørgsmål er netop den slags spørgsmål som man ikke kan blive helt færdig med. Man kan ofte komme frem til nogle foreløbige svar som stiller én nogenlunde tilfreds her og nu - som ligesom "tager trykket" og får nogle ting til at give bedre mening end før - men spørgsmålene kan altid dukke op igen med fornyet aktualitet og udstille svaret man gav sidste gang, som utilstrækkeligt.

Filosofiske spørgsmål vedrører ofte noget som er grundlæggende for vores forståelse af verden og livet. Grundlæggende på den måde at vi opfatter det som selvfølgeligt og til daglig slet ikke tænker over at det kunne være anderledes. Grundlæggende på den måde at vi måske aldrig nogen sinde har tænkt over det før nogen spørger os om det. Og grundlæggende på den måde at vores spontane svar er udtryk for nogle antagelser som er med til at guide vores handlinger og bestemme den måde vi oplever virkeligheden på, hvilket også betyder at der kan følge en hel masse andre forandringer med i kølvandet hvis vi ændrer syn på netop disse spørgsmål.

Her er nogle eksempler på filosofiske spørgsmål som kan dukke op i den personlige filosofiske samtale. Listen kunne være endnu længere, og forslag til tilføjelser er velkomne.

Abstrakt formulerede filosofiske spørgsmål:

  • Hvad er livets mening?
  • Hvad er det gode liv?
  • Hvad er lykke?
  • Er det værst at lide uret eller at gøre uret?
  • Hvad er kærlighed?
  • Hvad er frihed?
  • Har mennesket en fri vilje?
  • Er alting tilfældigt?
  • Er alting forudbestemt?
  • Hvordan bør mennesker leve med hinanden?
  • Hvad er viden?
  • Findes der sikker viden?
  • Hvad er sandhed?
  • Er den ene beskrivelse af verden ikke mere sand end den anden?
  • Hvordan er sammenhængen mellem sprog og virkelighed?
  • Hvornår er noget virkeligt? Findes der flere forskellige slags virkelighed?
  • Hvad er objektivitet?
  • Hvordan får ordene mening?
Personligt formulerede filosofiske spørgsmål:
  • Hvad er mine værdier?
  • Hvad er det allervigtigste for mig (mine kerneværdier)?
  • Er der overensstemmelse mellem mine værdier og det liv jeg lever?
  • Hvordan skal jeg prioritere mellem familie, venner, arbejde og personlige interesser - hvilke kriterier skal jeg lægge til grund?
  • Jeg står i et dilemma. Hvordan skal jeg bære mig ad med at vælge?
  • Jeg står over for en vigtig beslutning, og jeg får så mange forskellige råd. Hvad tæller for mig som en god grund?
  • Jeg står over for en masse forskellige overbevisende, men modstridende argumenter. Jeg er forvirret. Hvordan kan jeg forholde mig rationelt i den situation?
  • Der er noget galt med den her argumentation. Men hvad?
  • Jeg står i et dilemma - tror jeg nok. Hvad er det helt præcis for modsætninger der er på spil, og er nogen af modsætningerne kun tilsyneladende?
  • Jeg er bange for at vælge forkert. Hvordan kan jeg vide om jeg vælger rigtigt? Kan jeg overhovedet vide det?
  • Det virker somme tider så tilfældigt hvem jeg kommer til at holde af, og hvad jeg kommer til at gå op i. Er det det? Og er det så ligegyldigt hvad jeg vælger at stræbe efter og værne om?
  • Hvorfor synes jeg det er forkert at handle sådan som jeg (/han/hun) gjorde den dag?
  • Jeg bliver så vred på den og den når han (/hun) gør sådan og sådan. Hvilke værdier og grundlæggende tanker om verden er min vrede forbundet med?
  • Jeg går og er ked af det. Hvilke grundlæggende værdier og tanker om verden er mine følelser forbundet med?
  • Hvad er min etik?
  • Den dag skete der noget ganske særligt og værdifuldt. Men hvad var det egentlig ved det der var så fint?
  • Jeg blev simpelthen så glad, og alt føltes meningsfuldt. Men hvad var det egentlig der gav så meget mening for mig?
  • Hvad bidrager til at jeg oplever mit liv som meningsfuldt?
  • Jeg har en drøm, men bliver atter og atter usikker på om den kan realiseres, og om den bør realiseres. Hvilke grundlæggende tanker om verden og livet er min usikkerhed - og min drøm - forbundet med?
  • Det ser ud til at jeg ikke kan få det job og det arbejdsliv jeg altid havde regnet med. Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg nu få mening i mit liv?
  • Hvordan skal mit kerneprodukt se ud for at være i overensstemmelse med mine personlige værdier?
  • Er der overensstemmelse mellem virksomhedens erklærede værdier og vores forretningsførelse/personalepolitik/produkter/markedsføringsmetoder/leverandørstyring?
  • Vi gør tingene på en god og rigtig måde her i vores virksomhed. Hvordan kan det vi gør rigtigt, bedst beskrives rammende med få ord? Hvad er vores levede kerneværdier?
  • Jeg er meget optaget af at vi skal behandle hinanden med respekt derhjemme (/på arbejdspladsen/i samfundet/...). Men hvad mener jeg egentlig nærmere bestemt med at optræde respektfuldt?
  • Jeg er meget optaget af at vi alle skal være os vores ansvar bevidst derhjemme (/på arbejdspladsen/i samfundet/...). Men hvad mener jeg egentlig nærmere bestemt med at optræde ansvarligt?
  • Jeg er meget optaget af at ... [find selv på mere]. Men hvad mener jeg egentlig nærmere bestemt med det?
  • Jeg ved lige præcis hvordan tingene hænger sammen, og hvad der vil ske hvis jeg vælger sådan og sådan! Tror jeg nok. Eller ... kunne man se det på en anden måde? Kommer det nødvendigvis til at gå som det plejer?