samtalefilosoffen.dk

samtalefilosoffen

... en ledsager på tankens opdagelsesrejse

Græsvangen 171, 8381 Tilst

+45 25 88 40 34

marie@samtalefilosoffen.dk
 


Du er her: FAQ

FAQ

+ Vis alle svar

- Skjul alle svar

Hvorfor hedder det "filosofisk praksis"?

Svar på vej.

Hvorfor kalder du mig din "gæst"?

Svar på vej.

Skal jeg gå til filosof eller psykolog?

Svar på vej.

Hvad er forskellen på at gå til filosof og at gå til psykolog?

De fleste går kun til psykolog hvis de har det dårligt og føler sig ude af balance. En psykolog har forstand på hvordan menneskets psyke fungerer, og er uddannet til at arbejde direkte med følelser. Hos en psykolog vil der ofte være fokus på at forløse følelsesmæssige blokeringer og ændre fastlåste tanke- og adfærdsmønstre. Hos en psykolog er det i udgangspunktet klienten selv og klientens psykiske tilstand man arbejder med og interesserer sig for.

Hos filosoffen kommer der både mennesker der føler sig syge, og mennesker der føler sig raske. En filosof har forstand på hvilke tanker årtusinders filosoffer har gjort sig om livets mening, frihed og skæbne, ansvar og tilfældighed, ensomhed og fællesskab, retfærdighed og ondskab. En filosof er uddannet til at arbejde med tanker og logiske sammenhænge. Filosoffen hjælper gæsten med at gennemtænke noget på en systematisk måde. Hos filosoffen forsøger man ikke i første række at ændre på følelser, tanker eller adfærd, men koncentrerer sig blot om at undersøge de spørgsmål der dukker op. Filosoffen beskæftiger sig ikke med at finde ud af hvordan gæstens psyke er beskaffen, men hjælper i stedet gæsten med at formulere og forsøge at besvare de eksistentielle, metafysiske, erkendelsesteoretiske, sprogfilosofiske, etiske eller logiske spørgsmål som han/hun kunne ønske at drøfte - og det behøver ikke være noget personligt.

Meget ofte er det dog personlige spørgsmål man arbejder med hos filosoffen, og somme tider kan gæstens følelser spille en vigtig rolle som redskab i den filosofiske undersøgelse - men fokus vil da altid være rettet mod de principielle spørgsmål som gæsten forbinder følelserne med.

Se også længere nede på siden > "Hvad er forskellen på filosofiske samtaler og kognitiv terapi?", "Hvad er forskellen på filosofiske samtaler og positiv psykologi?" og "Hvad betyder "jeg-du-relationen"?"

Hvad er forskellen på at gå til filosof og at blive coachet?

Svar på vej.

Stikord: Den filosofiske vinkel, deling (mere fælles undersøgelse) m.v.

Hvad er forskellen på at gå til filosof og at snakke med en veninde?

Svar på vej.

Stikord: Dig og dine temaer i centrum hele tiden + tid sat af > mere fokuseret

Se også længere nede på siden > "Hvis samtaleformen er løs og ikke metodisk, bliver det så ikke bare en sludder for en sladder?"

Hvad er forskellen på filosofiske samtaler og kognitiv terapi?

I kognitiv terapi arbejder man også med tanker. Så hvad er forskellen på filosofiske samtaler og kognitiv terapi?

Kognitiv terapi er en metode til at ændre sine tanker. Man undersøger hvilke psykologisk uhensigtsmæssige tankemønstre man går og gentager for sig selv, og så formulerer man nogle nye og sundere måder at tænke på. Disse nye tanker gentager man metodisk for sig selv igen og igen for ligesom at gøre dem til sine egne. Dette kan være meget nyttigt.

Filosofisk praksis er ikke nogen metode. Det er en forholdsvis løs samtaleform hvor man i fællesskab undersøger sine tanker om et eller flere emner. Det er heller ikke sikkert at ens tanker ændrer sig grundlæggende, men man kommer som regel til en dybere og klarere forståelse af sine grundantagelser og kerneværdier.

Somme tider opdager man at der er noget selvmodsigende i éns verdensbillede, eller man når til nye indsigter som får gamle antagelser til at fremstå som fejlagtige. For at huske og "aktivere" den slags nye indsigter, kan den kognitive metode for nogle være et glimrende supplement til filosofisk praksis. Men det er en meget vigtig pointe for mig som filosof at samtalerne ikke i første række går ud på at ændre gæstens verdensopfattelse. Tværtimod er jeg overbevist om at der ligger en vis mængde sandhedserfaring til grund for enhver verdensanskuelse, og for mig at se gælder det derfor først og fremmest om at få gæstens tanker så langt frem i lyset at dette sandhedsindhold bliver tydeligt.

Hvad betyder "jeg-du-relationen"?

Somme tider kan man opleve at en terapeut tilsyneladende ikke interesserer sig så meget for hvad man faktisk siger, men hele tiden "lytter bagom" og mest bruger det talte ord til at fortolke sig frem til en diagnose. Måske har du oplevet denne "psykologiserende" holdning: Alt hvad du siger, betragtes af terapeuten blot som et symptom på din psykiske tilstand og dine personlighedsbetingede tilbøjeligheder. Det er ikke interessant for terapeuten at snakke om dét der optager dig, men kun at snakke om hvorfor det optager dig. Filosoffen Martin Buber beskriver dette som en "jeg-det-holdning": Terapeuten undersøger sin patient som om patienten blot var en ting - udfordringen ligger i at forstå hvordan "tingen" virker, og hvad der er galt med den.

Til forskel fra dette forsøger den filosofiske praktiker at gå ind i en ligeværdig og engageret dialog med det andet menneske. Når terapeuten indtager jeg-det-holdningen, undersøger terapeuten patienten. Når filosoffen træder ind i jeg-du-relationen, og gæsten gør det samme, så undersøger filosoffen og gæsten sammen et fælles tredje. Temaet for samtalen vælger gæsten, og den filosofiske praktiker er sig meget bevidst at svarene kun kan findes ved fælles hjælp - og ikke ved hjælp af filosoffens egenrådige fortolkninger af gæstens ord. For en filosof er det derfor helt afgørende at høre ordentligt efter og tage alt hvad gæsten siger, for pålydende. Eller sagt på en anden måde: Jeg tager dig på ordet, men ikke andre steder. Kun sådan tager jeg dig alvorligt som et tænkende menneske - som et du.

Hvis filosofisk praksis ikke målrettet går efter forandringer, får man så noget ud af det?

Ja! Der kommer næsten altid nogle aha-oplevelser i de filosofiske samtaler som fører til forandring i gæstens liv. Men hvordan åbner man døren ind til dette rum af nye indsigter? Pointen er at man er nødt til først at slippe målrettetheden for overhovedet at kunne komme ind ad den dør. Det er en dør som hele tiden flytter sig, og hvis man er alt for fokuseret på et bestemt mål, får man måske slet ikke øje på døren. I dét øjeblik man begynder at opføre sig åbent og nysgerrigt undersøgende, kommer der altid en masse relevante oplysninger og tanker på bordet - - og så kan man ganske forsigtigt begynde at fokusere igen.

Den tyske filosof Gadamer sammenligner dét er filosofere med dét at være en tilskuer i et teater: Man er nødt til at blive passiv betragter frem for aktiv deltager for at kunne se hvad der foregår. Man er nødt til at forlade handlingens rum for en stund for at komme ind i undersøgelsens rum. Man er nødt til - midlertidigt - at slippe ambitionen om at ville gribe ind i handlingen og ændre noget.

En af mine gæster har udtrykt denne erfaring med disse ord: "Egentlig bryder jeg mig ikke om samtale bare for samtalens skyld - jeg er meget løsningsorienteret. Men disse samtaler kan jo alligevel bruges til noget. Man ved bare ikke til at starte med hvor de fører hen."

Hvis samtaleformen er løs og ikke metodisk, bliver det så ikke bare en sludder for en sladder?

Den filosofiske samtale er metodeløs på en systematisk måde. Vi undgår at lægge os fast på en bestemt gennemgående metode for at sikre åbenheden i samtalen. Det er vigtigt for os at kunne navigere efter hvilken type undersøgelse gæsten i hvert enkelt tilfælde er bedst tjent med. Men vi benytter os - efter behov - af en række metodiske greb undervejs i samtalerne. Flere af disse greb har strukturerende og systematiserende virkning, mens andre tjener til at åbne døren for frie associationer og kreative tankerækker. Selve den filosofiske holdning og baggrund som vi går til samtalerne med, bidrager også automatisk til at vi spontant opfører os systematiserende undervejs i undersøgelsen.

Den filosofiske samtale er på sin vis én lang balancegang mellem på den ene side at systematisere - skabe en vis orden og et vist overblik - og på den anden side til stadighed at holde rummet åbent for nye indfald og associationer som kan vise sig at være vigtige.

Hvad får man ud af at gå til filosof?

Hvor mange samtaler har jeg brug for?

For de fleste er det passende med et forløb på 1-5 samtaler.

De fleste af mine gæster har fået to eller tre samtaler. At tænke grundigt over tingene - og måske endda nå at filosofere lidt over dem - tager tid. Somme tider tager det også tid at finde ud af hvad det i det hele taget er du har brug for at snakke om, og det kan vi ofte bruge hele den første samtale på. Dertil kommer at der tit sker en masse imellem samtalerne - både i dit hoved og i mit hoved, og det betyder at det meget ofte slår gnister i samtale nr. 2 eller 3. Det største udbytte af min og vores fælles tænkekapacitet får du derfor hvis du under dig selv mindst to samtaler.

Når det er sagt, er der også adskillige som har haft udbytte af en enkelt samtale. Dette kan især lykkes hvis du på forhånd er meget afklaret med hensyn til hvad du ønsker at vi skal snakke om, og hvad du håber at opnå med samtalen. Hvis du ved fra begyndelsen at du helst vil nøjes med en enkelt samtale, er det en god idé at fortælle mig det, så jeg kan forsøge at afkorte den indledende fase og sørge for at vi lægger os hurtigere fast på et tema.

Hvordan finder jeg en filosofisk praktiker i Danmark?

Filosofiske praktikere uddannet hos Norsk Selskap for filosofisk praksis:

Send en mail til marie@samtalefilosoffen.dk hvis du er filosofisk praktiker og gerne vil optages på denne liste. Husk at fortælle om baggrunden for dine filosofiske samtalefærdigheder (uddannelse m.v.).



Hvis der er spørgsmål du gerne vil have optaget i denne FAQ, så skriv til marie@samtalefilosoffen.dk - så skal jeg prøve om jeg kan svare.